Det hele begyndte i 1934 med frygten for en ny stor krig i Europa. I Danmark medførte frygten et stigende behov for at styrke den civile beskyttelse og at forebygge følgerne af mulige luftangreb med giftgasser og brandbomber.
Blandt andet derfor blev Dansk Luftværnsforening stiftet den 8. juni 1934 af en håndfuld idealistiske borgere med hofjægermester Torben Alexander Foss i spidsen.
Foreningen ville først og fremmest informere befolkningen om, hvad man kunne gøre for at forberede sig på et luftangreb, og hvad man kunne gøre for at hjælpe andre efter et angreb.
Dansk Luftværnsforening blev Danmarks første redningsberedskab. Frivillige, ulønnede civile ønskede at gøre en indsats for at beskytte andre civile.
De følgende år brugte foreningen på at opbygge organisationen med lokalt forankrede kredse. Danskerne stiftede for første gang bekendtskab med ord som ‘husvagt’, ‘karrévagt’ og ‘villavagt’. På dette tidspunkt spændte opgaverne vidt fra råd og vejledning om rydning af kældre og lofter til sikkerhedskontrol og – hvis det var nødvendigt – udstedelse af påbud.
Ny luftværnslov
I april 1938 vedtog Folketinget Luftværnsloven, der satte rammerne for beskyttelse af civilbefolkningen mod følgerne af luftangreb.
Arbejdet med at uddanne frivillige til luftanmeldere blev samtidig intensiveret som resultat af den tjekkiske krise og Tysklands annektering af Sudeterland. Luftanmeldernes opgave var at opdage og identificere fremmede fly over Danmark og varsle det, så myndigheder og frivillige i området kunne forberede sig mod et eventuelt angreb fra luften.
En tidlig varsling var vigtig, for det gav borgere i det berørte område tid til at nå i sikkerhed i kældre, og husvagter kunne gøre sig klar til at lede en eventuel brandslukning efter brandbomber med sand.
En hverdag i krigen
Da Anden Verdenskrig brød ud i september 1939, havde Danmark således allerede en organisation, der i samarbejde med myndighederne kom til at udgøre rygraden i et omfattende frivilligt beredskab under besættelsen.
Besættelsestiden blev tiden, da kvinderne for første gang blev mobiliseret. En måned, inden Danmark blev besat i april 1940, stiftedes Danske Kvinders Beredskab som underafdeling under Dansk Luftværnsforening – med daværende kronprinsesse Ingrid som protektor.
I denne periode gik Dansk Luftværnsforening fra at være en organisation under opbygning og forberedelse på krig til at være en aktiv komponent i beskyttelsen af danskerne.
Mange forskellige opgaver
Gennem besættelsestiden udgjorde frivillige en lang række faste opgaver i samarbejde med – og som støtte for – det statslige og kommunale beredskab.
Desuden blev frivillige også sat ind i forbindelse med bombninger af blandt andet skibsværftet Burmeister & Wain, Den Franske Skole, Sukkerfabrikken i Købehavn og Århus Oliemølle.
Opgaverne i forbindelse med bombninger i Danmark bestod især af den aktuelle redningsindsats, men omfattede også opgaver med bevarelse af samfundsmæssige værdier.
Luftmelding og husvagt var under besættelsen vigtige opgaver for det frivillige beredskab i byerne, og i 1942 udvidede Statens Civile Luftværn den frivillige luftværnsordning til også at omfatte landdistrikterne.
Befrielsen, nye konflikter og nye opgaver
Da krigen sluttede, var 594.000 personer – 15 procent af den danske befolkning – engageret som frivillige i Luftværnsforeningen. Det er det, der i dag hedder Beredskabsforbundet.
Den 4. maj 1945 kapitulerede Tyskland, og Danmark kunne fejre befrielsen. Dette betød, at beredskabet blev instans for varetagelse af nye opgaver.
Trods afslutningen på Anden Verdenskrig var freden i 1945 stadig skrøbelig, og en tydeligt magtkamp mellem de vest-allierede og Sovjet udgjorde nye spændinger og frygten for starten på endnu en krig.
Med oprettelsen af FN fik vi på internationalt plan en institution med varetagelse af folkeretten og bilæggelse af stridigheder mellem lande, inden udviklingen af eventuelt væbnede konflikter.
I Danmark blev politikerne enige om at etablere et civilforsvar med Civilforsvars-Forbundet – det nye navn for Dansk Luftværnsforening – som organisation for den frivillige del og Civilforsvarskorpset som den statslige del.
Perioden herefter var især præget af organisatorisk udvikling, uddannelse af de frivillige i beredskabet og forberedelse på en eventuel ny stor krig. I 1949 var Danmark med til at stifte NATO.
Udover deltagelse ved beredskabsøvelser og internationale øvelser var danske frivillige i de efterfølgende år også med ude i verden til en række nødhjælpsopgaver, hvor samfundet havde bedt Danmark om hjælp. Opgaverne bestod blandt andet af humanitær deltagelse i forbindelse med krig som for eksempel hospitalsskibet Jutlandias udsendelse til Korea-krigen, men også af redningsindsatser efter naturkatastrofer.
Uddannelse og folkeoplysning blev i perioden et større fokus i det civile beredskabsarbejde. Særligt blev der ydet en stor uddannelsesmæssig indsats på områder som elementær brandslukning og førstehjælp.
Fred i Europa
Berlinmurens fald den 9. november 1989 ændrede trusselbilledet i Europa, og man begyndte i Danmark som i de øvrige NATO-lande at diskutere omfanget og formen af beredskabet.
Denne diskussion medførte i Danmark udformningen af Beredskabsloven, der trådte i kraft i 1993, og som skulle sikre en tilpasning af beredskabet til behovet og den samfundsmæssige udvikling. Den nye lov samlede både Brandloven, Civilforsvarsloven og Lov om det Civile Beredskab.
I 1989 fik Beredskabsforbundet sit nuværende navn – og i 1990 blev Danske Kvinders Beredskab nedlagt.
Med et øget fokus på redningsberedskabet blev det nye beredskab også en attraktiv samarbejdspartner i forbindelse med internationale opgaver. I 90’erne stillede Danmark med frivillige til opgaver i blandt andet eks-Jugoslavien, og i de seneste år har danske frivillige hjulpet til med opgaver i forbindelse med blandt andet tsunamien i Sydøstasien i 2004, jordskælvet på Haiti i 2013 og orkanen Hainans hærgen på Filippinerne i 2013.
Beredskabsforbundet i dag
Beredskabsforbundet og mange af forbundets medlemmer var dog i en slags “identitetskrise” i det første tiår efter årtusindeskiftet. For hvis man i mange år har forberedt sig på at stå klar, den dag krigen kommer, hvad gør man så, når Muren falder, og “krigen er afskaffet”?
Men i takt med, at nye trusler er blevet identificeret – som for eksempel klimaforandringer og cyberangreb – er Beredskabsforbundet godt i gang med igen at finde sine egne ben at stå på.
Herhjemme er de frivillige i dag en vigtig støtte i det statslige og det kommunale beredskab. Blandt andet med hjælpefunktioner ved brand og større ulykker samt forebyggelse og håndtering af skader i forbindelse med storm og oversvømmelser. Beredskabsforbundet er også i dag det faglige og det sociale ståsted for disse frivillige på tværs af beredskaberne.
Men en anden og nyere hovedopgave for Beredskabsforbundet er mindst lige så vigtig: For set i lyset af mere komplekse trusler er det vigtigt, at befolkningen har en større risikobevidsthed og en større indsigt i, at borgeren selv skal være parat og i stand til at forebygge – og ikke mindst, hvordan den enkelte skal agere, når der opstår kriser eller ulykker.
Beredskabsforbundet har fundet en ny identitet i denne moderne form for civilbeskyttelse, hvor forbundet uddanner borgerne til i højere grad at kunne forebygge og klare sig selv i situationer, hvor redningsberedskabet bliver udfordret af større eller flere samtidige hændelser. Projekt BorgerBeredskabet, tidligere Robust Borger, skal bidrage til et mere robust (eller med et nyt ord: resilient) samfund, som kan modstå store udfordringer.
Endelig har Beredskabsforbundet en opgave med at hjælpe beredskaberne med at skaffe nye frivillige og deltidsbrandfolk.
Læs mere om Beredskabsforbundets historie og de mange opgaver, som frivillige har været med til at løse i statsligt eller kommunalt regi fra starten i 1934 og til i dag, i magasinet BEREDSKAB, juni 2014, der samtidig udkom som et 80 års jubilæumsnummer.
