Især i Sydjylland var der brug for de frivillige, da beredskaberne skulle håndtere væltede træer og skilte og mindre oversvømmelser under søndagens kraftige blæsevejr.
Der var brug for beredskaberne – og dermed også for mange frivillige – da årets første storm ramte Danmark søndag den 9. februar.
Den kraftige blæst gav skader og farlige situationer i en stor del af landet: I Holstebro blev en gavl blæst omkuld, Samsøfærgen måtte vende om søndag middag på grund af for kraftig strøm, og på Lillebæltsbroen væltede en campingvogn omkuld.
Og ved Nørre Vorupør i det nordvestlige Jylland blev en 41-årig kvinde og hendes otteårige søn skyllet i havet af en bølge, da de stod på molen. De blev hurtigt reddet op.
Mest blæste det dog i det sydlige Jylland: De kraftigste vindstød blev målt i Vamdrup nær Kolding med 36,4 meter per sekund. Vindstød af orkanstyrke starter ved 32,7 meter per sekund.
82 væltede træer i Trekantområdet
De frivillige ved både TrekantBrand og Sydvestjysk Brandvæsen var i sving i mange timer i løbet af søndagen. Opgaverne handlede især om væltede træer, mindre oversvømmelser og forplejning til indsatsmandskabet.
Søndag klokken 21.00 gjorde Trekantområdets Brandvæsen status på Facebook efter en travl dag:
- 82 væltede træer.
- 13 opkald fra 112.
- 3 automatiske brandalarmer.
- 151 henvendelser om stormskader (tagsten/-plader, som er blæst af, m.v.).
Fanø var afskåret fra fastlandet i seks timer, fordi stormen gjorde det umuligt for færgen fra Esbjerg at sejle. Men det forhindrede ikke de frivillige på øen i at flytte væltede træer, fjerne bagvand bag diget og pumpe i et område, hvor vandet ikke kom væk fra husene.
Se mere om stormen her:
Stormvejr: Fragtskib brager ind i kaj (TV Syd).
Se video og billeder: Fanøfærgen aflyst og biler flyttet fra havnen (jv.dk).
I stormvejret: Lonnie fik en ”nærdødsoplevelse” (jv.dk).
Strømafbrydelse, væltede træer og vand i Valdemarsgade (vafo.dk).
Se den vilde video: Campingvogn vælter på Lillebæltsbroen (vafo.dk).