Gå til indhold

Sårbar og hjemmeberedskab

Hjælp til at hjælpe sårbare borgere i eget hjem med et enkelt og trygt hjemmeberedskab.

Når kriser rammer, kan nogle mennesker have brug for lidt ekstra støtte for at føle sig trygge. For sårbare borgere handler kriseparathed ikke kun om vand, mad og varme – men også om at vide, hvor man kan få hjælp, hvem man kan kontakte, og at nogen har taget hånd om situationen sammen med dem. Det skaber tryghed – både for den enkelte og for de pårørende omkring dem.

Gratis læring “Beredskab og sårbare borgere”
Består af to video-moduler med en samlet varighed på ca. 30 minutter. Start med modul 1, da det danner grundlag for resten af forløbet.
Nederst findes tilhørende samtalekort og tjeklister – lige til at downloade og printe.

  • Hent pdf materialet – og print evt.
  • Se modul 1
  • Se modul 2

Undervejs præsenteres der relevant viden, der opfordres til refleksioner og der er konkrete øvelser, som kan hjælpe med at støtte sårbare borgere i at blive mere kriseparate i hverdagen.

Forløbet kan både gennemføres individuelt og anvendes som fælles læring, hvor du faciliterer en gruppe af medarbejdere eller frivillige med tilknytning til sårbare borgere.

Sårbar hjemmeberedskab - undervis dit team

Til dig, som faciliterer i dit team

1. Planlæg og invitér til din faiclitering
Du kan fx gennemføre faciliteringen om en del af et team-, personale- eller frivilligmøde.

2. Skab plads til dialog og refleksion

Undervejs i filmene bliver deltagerne præsenteret for relevant viden og konkrete øvelser.

Som facilitator kan du med fordel:

• sætte tid af til fælles refleksioner
• invitere deltagerne til at dele erfaringer fra hverdagen
• drøfte lokale forhold og konkrete situationer
• udvide øvelserne, hvis gruppen har behov for mere dialog

Det er ofte i samtalerne, at læringen bliver omsat til praksis.

3. Forbered materialerne på forhånd

Til e-læringen hører forskellige materialer, som du finder nederst på siden.

Vi anbefaler, at du:

• printer materialerne inden mødet
• deler dem ud til deltagerne undervejs
• sørger for, at alle har noget at skrive på og arbejde med

Det gør det lettere for deltagerne at være aktive og engagerede under gennemgangen.

4. Husk dem, der ikke kan deltage

Hvis nogle medarbejdere eller frivillige ikke har mulighed for at deltage i den fælles gennemgang, kan de gennemføre e-læringen på egen hånd efterfølgende.

Her anbefales det, at du:

• sender linket til e-læringen
• vedhæfter vejledningen til den enkelte bruger
• opfordrer dem til at afsætte ro og tid til forløbet

På den måde får alle mulighed for at arbejde med indholdet – også selvom de ikke kunne være med på dagen.

5. Gode råd til dig, der faciliterer

• Skab en tryg og åben stemning
• Giv plads til spørgsmål og erfaringer
• Hold korte pauser undervejs ved behov
• Brug dialogerne aktivt – ikke kun filmene
• Husk, at der ikke findes “forkerte” refleksioner

Målet er ikke kun at gennemføre e-læringen – men at styrke fælles forståelse og gøre jer i stand til at få en god dialog med sårbare.

Hjælp en sårbar - gratis e-læring

Til dig, som tager e-læringen alene fra din pc

Når du gennemfører e-læringen alene, er det vigtigt, at du:

• Stopper op ved refleksionsspørgsmålene
• Tænker over dine egne svar
• Skriver konkrete refleksioner og handlinger ned

Formålet er, at du arbejder aktivt med indholdet – ikke blot ser med.

Til e-læringen hører der forskellige materialer, som du kan bruge undervejs. Disse findes som PDF-filer nederst på siden og kan hentes. og kan tilgås samme sted som modulerne. Der anbefales, at du printer dem, så de er nemme at arbejde med.

Modul 1

  1. Forberedelse nytter
  2. Sårbare borgere og hjemmeberedskab
  3. Netværkets betydning i kritiske situationer
  4. Din rolle

Modul 2

  1. Samtalen om beredskab
  2. Når der er behov for mere end en samtale
  3. Næste bedste skridt

Samtalekort
De findes her i 2 formater A4 og A5 – bemærk det er samme kort. Du vælger blot hvilket format, der passer bedst til dig og til situationen.
Hvis du ikke kan printe på begge sider, kan du fx anvende A4/A5 plastlommer.



Beredskabsforbundet | Bag Rådhuset 3, 3. sal, 1550 København V. | CVR: 56 77 62 14 | EAN: 5798000201583 | +45 35 24 00 00