Varighed: 2 timer
Hos jer i jeres fælleshus – eller hvor I mødes.
Brandsikkerhed er et fælles ansvar
Omtanke og få tiltag kan gøre en stor forskel, så en brand slet ikke opstår eller så den hurtigt bekæmpes. Vil I være mere brandsikre, der hvor I bor? Så kommer vi gerne forbi og afholder et kursus, når det passer jer.
Undervisere fra BorgerBeredskabet kommer gerne forbi hos jer og afholder et kursus, når det passer jer.
Det er typisk bestyrelsen i boligafdelingen eller boligforeningen, der står for at aftale arrangementet.
På kurset lærer I
- at tage vare på jer selv, andre og jeres bolig
- at udarbejde hjemmets beredskabsplan
- hvad I kan gøre, når skaden er sket
Efter kurset går I alle hjem med
• En røgalarm
Lige til at sætte op uden værktøj.
• Hjemmets beredskabsplan
Så har I – i hver familie
- en plan for, hvornår og hvordan I forebygger
- det rette udstyr klar og ved, hvordan det skal bruges
- tænkt over flugtveje og evakuering
- mulighed for at klare jer selv i op til 3 døgn
- viden om, hvor I finder information fra myndigheder
- alle de vigtigste numre og apps ved hånden
Planen kan spare minutter, som kan redde liv.
Kursusprogram
Beredskabet og borgerne
Hvad er redningsberedskabet? Hvordan indgår du som borger i det samlede beredskab og er med til at sikre, at redningsberedskabets ressourcer udnyttes bedst muligt?
Vi taler om beredskabets opgaver ved større hændelser – og hvordan du som borger, skal kunne tage vare på dig selv og dine nærmeste, så I kan klare jer i 3 døgn.
Hjemmets beredskabsplan - din plan
Få en plan med hjem, som lige præcis passer til din familie og dit hjem. Planen kan spare minutter, som kan redde liv.
Brande i hjemmet
Vi ved, hvilke brande der typisk opstår i et hjem. Lær hvordan de kan forebygges – og hvordan du hurtigt kan at slukke en brand, inden den vokser sig stor.
Uforsigtighed ved komfuret
Rygning i hjemmet
Levende lys
Elektriske apparater
Genhusning - har du den rette forsikring?
Nogle mister alt, hvad de ejer og har under en brand. Det kan tage flere måneder at sætte en brandskadet bolig i stand. Har du den rette forsikring, hvis du skal genhuses og have erstatning?
Efter skaden er sket
Brand kan også have store psykiske omkostninger for de berørte. Få gode råd om, hvordan man passer på sig selv og hinanden, når skaden er sket – og hvor man kan få hjælp.
Røgalarmen - minutter, der kan redde liv
På kurset får du øjnene op for, hvor stor betydning en røglarm kan have – og at røgalarmen i sidste ende være årsagen til, at du og dine nærmeste slipper væk fra en brand i tide. Få små og enkle tip til opsætning, test og vedligeholdelse.
Slukningsmidler i dit hjem
Har du slukningsmidler klar, hvis du skulle få brug for dem? Lær hvilke slukningsmidler du bør have klar og lige ved hånden.
Evakuering - vær forberedt og kend din flugtvej
Lær hvad du skal gøre ved sirenevarsling, hvis du ikke må forlade dit hjem – eller, hvis dit hjem skal evakueres. Lær også at forberede dig, så du er klar.
Hvis du ikke kan komme ud, når det brænder
Hvad gør du, hvis du ikke kan komme ud af din bolig, når det brænder? Lær hvad du skal gøre, og hvordan du kommer i kontakt med redningsberedskabet.
Alarmering
Hvilke oplysninger er nødvendige, for at den rigtige hjælp kan nå hurtigt frem?
Førstehjælpen 3 hovedpunkter - din tryghed
Hvad gør du, når du opdager en ulykke? Lær førstehjælpens 3 hovedpunkter. Når du ved, hvad du skal gøre først, giver det tryghed og hjælper dig med at handle hurtigere, så ulykken ikke vokser sig stor.
Nyttige apps - altid lige ved hånden
Vi afslutter med tip som nyttige apps, der kan gøre dig mere kriseparat.
Derfor er det vigtigt
- Hvert år oplever 60.000 danskere en brand
- Cirka 50 personer dør årligt på grund af boligbrande
- En brand i hjemmet skaber utryghed og kan medføre store økonomiske tab
- Et brandskadet hjem kan medføre genhusning i længere tid
- Flere mister alt, hvad de ejer og har, under en brand
Hils på dine naboer og bliv mere brandsikker
På kurset får I samtidig hilst på naboerne. Når man ved, hvem man bor dør om dør med, er det nemmere at hjælpe hinanden, hvis en kritisk situation skulle opstå.
Undervisningen
Underviseren hjælper jer igennem emnerne og viser små videoer. Der er en løbende dialog med jer om, hvad der lige præcis er særlig relevant for jeres boligforening, ejerforening m.m.
(Der er ingen lyd på videoen).
Antal kursister
Minimum 10 personer (+13 år) pr. hold.
Det er lokalet og AV-forholdene, der er afgørende for, hvor mange kursister, der maksimalt kan være på et hold. Alle kursister skal kunne se materialet på et lærred og kunne høre, hvad der bliver fortalt.
Tidspunkt og tid
De fleste kurser afholdes en hverdagsaften. Andet kan sagtens aftales – for eksempel, hvis I hellere vil mødes en eftermiddag i weekenden. Kurset tager ca. 2 timer inkl. små pauser.
Hvem kan arrangere et gratis kursus?
Om man er bestyrelsesformand, beboer, ejer eller ejendomsfunktionær, er underordnet. Alle er velkomne til at arrangere et kursus.
BorgerBeredskabet afholder gratis kurser for borgere, der vil lære at forebygge og håndtere ulykker og kritiske situationer. Selvhjulpne borgere, som selv kan håndtere kritiske situationer, er med til at sikre, at redningsberedskabets ressourcer bliver brugt, hvor der er mest brug for akut hjælp.