Hvad nu hvis…
I vores veludviklede samfund er vi vant til, at alle vores tekniske hjælpemidler gør vores dagligdag nem og bekvem. Men måske er vores afhængighed af teknikken og alle systemerne også vores svaghed?
For hvad nu, hvis der pludselig opstår en nødsituation, hvor Dankort, strømforsyning og internet ikke fungerer? Hvad nu, hvis der ikke kommer vand ud af vandhanen, og der ikke er strøm i stikkontakten, og du ikke kan købe ind?
Nedenfor finder du inspiration til en tjekliste. Tjeklisten er udarbejdet af Beredskabsstyrelsen (15.06.2024) – og består af forslag, der dækker de mest basale behov, så du og din familie kan klare jer selv i tre døgn – indtil samfundet forhåbentlig fungerer igen. Justér selv listen til din families behov:
Drikkevand
- 3 liter pr. person pr. døgn
- Evt. vand til husdyr
Mad
- Mad til tre døgn, der er langtidsholdbar og let at tilberede
Medicin og førstehjælp
- Nødvendig medicin for husstanden
- Førstehjælpskasse
- Evt. jodtabletter for personer under 40 år samt gravide og ammende
Hygiejneartikler
- Toiletpapir
- Hånddesinfektion
- Bleer, bind/tamponer eller andet relevant for din husstand
Varme
- Tæpper, dyner, varmt tøj
Andre fornødenheder
- Powerbank eller batteripakke til fx din mobiltelefon
- Lommelygte
- Batterier
- Fysiske betalingskort (husk pinkode) og evt. kontanter i mønter og små sedler
- Evt. stearinlys og tændstikker
Særlige behov
- Er der børn eller ældre i husstanden?
- Bor du udsat ift. fx oversvømmelser?
- Har du alternative transportmuligheder i tilfælde af fx oversvømmelser?
- Kan du hjælpe eller få hjælp af familie, naboer og venner?
Kommunikation
- FM-radio, der kører på batterier/håndsving/solceller (eller evt. din bilradio)
Vil du være kriseparat?
Lær mere om, hvordan I klarer jer i hjemmet i 3 døgn på BorgerBeredskabets kurser.
Det vigtige drikkevand
Du kan klare dig i lang tid uden mad. Men vand kan organismen højst undvære i få dage.
Her er nogle vigtige fakta om opbevaring af vand:
- Holdbarhed: I princippet kan du opbevare vand i flere år, hvis vandet er rent og står i en ren, lukket beholder, som ikke afgiver stoffer.
- Opbevaring: Helst ved en stabil temperatur.
- Smag: Vandet kan tage smag af omgivelserne. Det er dog ikke farligt eller sundhedsskadeligt.
- Flaskevand: Hvis vandet fra starten har været sterilt og er i en glasflaske, ændrer vandet sig ikke.
- Regnvand: Er som udgangspunkt en ren vandressource.
- Vandrensningstabletter: Kan bruges, hvis du kun har adgang til vand fra tvivlsomme kilder.
Om Borgerberedskabet
BorgerBeredskabet holder gratis kurser for borgere, der vil lære at forebygge og håndtere ulykker og kritiske situationer. Selvhjulpne borgere, som selv kan håndtere kritiske situationer, er med til at sikre, at redningsberedskabets ressourcer bliver brugt, hvor der er mest brug for akut hjælp.