Dialogen med de frivillige er i højsædet, når Midtjysk Brand & Redning bygger en ny forplejningstrailer. Det er nødvendigt for at skabe ejerskab, siger direktøren. Respekt og anerkendelse giver lyst til at give noget den anden vej, mener de frivillige.
Midtjysk Brand & Redning, som dækker Viborg og Silkeborg kommuner, skal finde en afløser for den aldrende Mercedes 508D, som i otte år er blevet brugt som køkkenvogn i beredskabet.
Den gamle orange køkkenvogn fra 1983 har de frivillige i beredskabet brugt, når de skulle ud med forplejning til sultne og tørstige brandfolk på skadesteder.
Men nu er det nødvendigt med en mere tidssvarende løsning. Og så tager ledelsen i beredskabet vel bare en beslutning, køber et nyt køretøj og beder de frivillige om at bruge det i stedet?
Nej, ikke hos Midtjysk Brand & Redning.
Her er ledelsen gået ind i tæt dialog med de frivillige om, hvad de gerne vil have i stedet.
“Det dur ikke, hvis vi bare trumfer en løsning igennem og siger ‘værsgo, det er jeres, nu skal I bruge den’. Kun gennem inddragelse og dialog kan vi skabe ejerskab. Der var mange følelser investeret i den gamle køkkenvogn, og hvis man ikke får dem med over i det nye projekt, så bliver det ikke en succes,” siger beredskabsdirektør Klaus Vibe Hebsgaard.
Frivillig Lone Gaisie, som er kredsleder i Beredskabsforbundets Kreds Viborg-Silkeborg, skriver gerne under på, at der er lydhørhed i beredskabet:
“Vi er simpelthen blevet involveret hele vejen igennem. Vi er blevet spurgt og inddraget på alle trin, og vi føler os respekteret og værdsat.”
Vicekredsleder Lone Troelsen Frederiksen tilføjer:
“Det betyder rigtig meget. Det kan godt være træls at blive ringet op klokken halv fem om morgenen til morgenmadsforplejning, men når man er en anerkendt del af beredskabet, så får man også ekstra ressourcer til at give noget ekstra den anden vej.”
’Madkassen’ er på vej
De frivilliges synspunkter har vejet så tungt, at Midtjysk Brand & Redning har droppet sin oprindelige ide om et ‘kombikøretøj’: En lastvogn med lad og overdækning, hvor man kunne læsse forplejningsfolkenes grej op, når de skulle i aktion, og så ellers bruge bilen til andre opgaver i den resterende tid.
Nu er de i stedet blevet enige om at bygge en skræddersyet løsning, en mindre type forplejningstrailer, ofte kaldet en salgsvogn, som foreløbig har fået navnet ’Madkassen’. De frivillige er kommet med en lang ønskeseddel til indretningen, og ’Madkassen’ bliver bygget i løbet af året.