Corona og COVID-19 skaber stadig så megen uvished og logistisk udfordring, at forbundets landsledelse har besluttet at skubbe BF-stævne 2021, der skulle være holdt i Albertslund 10.-12. september, til næste år.
Der bliver ikke noget landsstævne for Beredskabsforbundets medlemmer i 2021.
Landsstævnet, hvor flere hundrede frivillige fra beredskaberne mødes hvert andet år for at konkurrere i en række beredskabs-discipliner, blev senest afviklet i Gråsten i 2018. Det planlagte stævne i Albertslund i 2020 blev udskudt et år på grund af COVID-19 pandemien. Og nu har Beredskabsforbundets landsledelse endnu en gang udsat stævnet, som skulle være holdt 10.-12. september 2021.
Igen er det corona-virus og COVID-19, der er ’skurkene’. Ganske vist er et bredt flertal i Folketinget netop blevet enige om en plan for genåbning af samfundet hen over april, maj og juni. Men pandemien skaber massive efterdønninger og uvished i mange måneder endnu. Og det giver så mange benspænd for et stævne i september, at landsledelsen ikke så anden udvej end at opgive at afvikle landsstævnet i år:
- Unge i Beredskabet, som repræsenterer en lang række ungdomsbrandkorps, har flere gange pointeret, at det ville blive problematisk for dem at deltage i forbundets landsstævne. Både fordi de selv har et stævne til sommer, og fordi mange har fået en konfirmation udsat til efteråret. De unge er en vigtig målgruppe for BF-stævnet, og det har vægtet tungt i beslutningen, at mange af dem ikke kunne være med.
- Det er meget svært at planlægge et stævne, når der stadig er stor usikkerhed om regler og retningslinjer til september. For eksempel kan stævnearrangørerne ikke svare en leverandør, der spørger, om der må være buffet, eller om maden skal portionsanrettes. Og de kender ikke kravene til indkvartering, f.eks. hvor meget plads der skal beregnes til hver deltager.
- Stævnets styregruppe lavede en spørgeskema-undersøgelse blandt forbundets kredse for at afdække, om der overhovedet var interesse for at deltage i stævnet til september. Over halvdelen af kredsene udfyldte spørgeskemaet. Og blandt dem svarede to tredjedele, at de ikke ønsker at deltage i et stævne til efteråret. Det kan skyldes generel utryghed ved, om coronaen er helt væk – eller at kredsene er nødt til at prioritere andre aktiviteter. Eksempelvis er megen uddannelse og træning i beredskaberne udsat til efteråret.
På den baggrund besluttede landsledelsen at udsætte stævnet til 2022.
Landsrådsmøde flyttes til september
Landsledelsen har samtidig besluttet at udskyde Beredskabsforbundets landsrådsmøde fra juni 2021 til den weekend, hvor BF-stævnet skulle være afviklet: Altså 11.-12. september 2021.
Det skyldes et ønske om at afholde et normalt landsrådsmøde med fest og overnatning. Det vil nok ikke være muligt allerede til juni, da langtfra alle vil være vaccineret på det tidspunkt, og det endnu er usikkert, i hvilken grad der vil være lempet på forsamlingsforbuddet.
Så for at få tid til at booke et egnet sted til landsrådsmødet, blev beslutningen om at udskyde mødet taget allerede nu.
Læs mere om Beredskabsforbundets landsstævne her.