Jan Vestentoft hædret af forsvarsministeren

21-04-2016

Det var i særdeleshed velfortjent, da vestjyske Jan Vestentoft modtog årets frivilligpris for sit arbejde i beredskabet.

- Jan Vestentoft er maskinmesteren i maskinrummet, der får sat tingene i gang og holder dem kørende på givtig vis. Jeg har hørt, at da han blev ringet op for at blive informeret om, at han skulle modtage prisen, var reaktionen ydmyg. Han ser slet ikke sig selv, som en, der skal have en medalje – og da slet ikke for at lave frivilligt arbejde. Men det får han nu alligevel i dag, sagde forsvarsminister Peter Christensen, da han overrakte årets frivilligpris til den engagerede vestjyde.

Det er Beredskabsforbundet Region Midtjylland, der tidligere på året indstillede Jan Vestentoft til prisen med baggrund i det store engagement, han har udvist i de mere end 30 år, han har arbejdet som frivillig i redningsberedskabet.

De frivillige har tillid til Jan

”Jan er den der løfter andre uden selv at stille sig frem i rampelyset. En af hans store egenskaber, er at han helt naturligt begår sig alle steder. Han træder stille og roligt ind ad døren og lærer folk at kende og vinder hurtigt deres fortrolighed – fordi han er: empatisk, rummelig og lyttende.

Han kan det der særlige med at samle frivillige om opgaver og få dem til at arbejde sammen. Fordi de har tillid til ham. Jan er en frivillig, som man kun kan beundre. Han formår at kombinere sine civile og beredskabsfaglige kompetencer i en sådan grad, at han er en højt værdsat ressource, hvor end i det danske beredskab han lægger sin fritid og energi”, lød det bl.a. i indstillingen.

Jan Vestentoft har desuden været en central spiller under det store forberedende arbejde i forbindelse med etableringen af Nordvestjyllands Brandvæsen i forhold til at sikre de frivillige i de fire berørte kredse.

Jan har gennem mange år været en vigtig brik i planlægning og afvikling af Projekt Østbørns Roselejr, en sommerlejr for polske børnehjemsbørn og så har han i særlig grad sat sit præg på befolkningsuddannelsen Robust Borger som regional koordinator. Han har en stor del af æren for, at produktet har fundet sin form og i dag er et seriøst bud på at gøre den enkelte borger - og dermed det danske samfund - mere robust.

En stolt modtager


Også beredskabsinspektør i Holstebro Kommune Brand & Redning, Morten Gräs, fremhæver Jan Vestentoft som en meget kompetent sparringspartner - både for de frivillige, som han tager særlig hånd om, og for ledelsen både i det lokale beredskab og i kommunens beredskabskommission, når der skal tænkes nyt.

- Han er vellidt – ikke mindst fordi, han behandler alle med lige stor respekt, uanset alder og anciennitet. Han har altid øje for, hvordan de frivillige trives, og han kæmper altid deres sag på for at sikre, at de har det godt, siger beredskabsinspektøren.

Arrangementet fandt sted i Søkvæsthuset i København, og en lille delegation fra Beredskabsforbundet var møde frem for at hylde Jan, der var tydeligt glad.
- Selvfølgelig er jeg stolt, sagde Jan Vestentoft efter overrækkelsen fra Frivilligprisen, og indrømmede, at han da havde haft lidt kriller i maven frem mod arrangementet. Selv om han fastholder, at han ikke behøver en medalje for det frivillige arbejde han laver.
- Det er jo ikke bare mig, der løfter opgaverne, det er vi mange om, lød det bestemt fra den beskedne vestjyde.




Seneste nyt

14-07-2017

Utænkelige udfordringer?

Beredskabsforbundet ser frem til spændende diskussioner på Danske Beredskabers årsmøde den 22.-23. august

 

06-07-2017

Østbørn i det danske sommerland

For 25. gang er Projekt Østbørn værter for en række sommerlejre for børn fra østeuropæiske børnehjem

04-07-2017

Ekstra indsats gav 20 mulige deltidsbrandfolk

Beredskabsinfo beretter, at Nordsjællands Brandvæsen har haft succés med at gå i lokalpressen for at efterlyse nye medarbejdere til at styrke deltidsbemandingen

30-06-2017

Femø invaderet af brandkadetter og regn

Der er fuld gang i Brandkadetterne i Danmarks årlige sommerstævne

27-06-2017

Udvalgsspørgsmål til minister: Flere midler til beredskabet?

Hvilke ønsker blev der fremført ved forhandlingerne om kommunernes økonomi i 2018?

 

21-06-2017

Sikker Sankt Hans

Sankt Hans aften er en traditionsrig aften. Men ild i naturen kan hurtigt udvikle sig og ødelægge hyggen. Beredskabsforbundet har en række sikkerhedsråd som øger chancen for en sikker og hyggelig aften

15-06-2017

Er beredskabet robust nok til at håndtere fremtiden?

Beredskabsforbundet er med til at arrangere debatmøde ved Folkemødet på Bornholm

Kategori: Nyhed, Arrangement
11-06-2017

Beredskabsforbundet: Er Danmark klar til risikoen for ny kold krig?

Hvordan kan Danmark forberede sig på, hvad der var utænkeligt for bare få år siden? Det spørgsmål rejser Beredskabsforbundet fra sit landsrådsmøde i Kolding

11-06-2017

Hæderstegn til ildsjæle i Beredskabsforbundet

11 ildsjæle fra hele landet har i denne weekend fået tildelt hæderstegn på Beredskabsforbundets landsrådsmøde i Kolding

Kategori: Nyhed
14-05-2017

Ny vicelandschef i Beredskabsforbundet

Beredskabsforbundets nye vicelandschef hedder Niels Christensen

 Abonnér på nyhederne